Udbredelse:
Størrelse, hun/han:
Æg-voksen: |
Tanzania
20/20 mm.
4 måneder |
Arten er tidligere kendt som Smaragdesthes africana
oertzeni, men slægten har for nyligt skiftet navn til Chlorocola.
Billen stammer fra Afrika, nærmere bestem Tanzania.
Udseende:
Arten har, en for biller ret atypisk, ensartet irriserende lilla farve, der i
den rette belysning changerer over i det rødlige/grønlige/blålige. Det virker
som om fugtpåvirkning skubber farven over i det rødlige, noget man kan lægge
mærke til hos hunner der kommer frem fra længere tids ophold nede i bundlaget.
Det er en relativt lille bille, begge køn topper omkring de 20 mm.
Terrarie:
Da billen er ret lille af størrelse er der ikke brug for det helt store
terrarium til at huse den. Til en lille flok på 5-6 dyr vil et terrarium på
omkring 25x25x40
(lxbxh) være fint. Flere dyr kræver selvfølgelig mere plads. Billen er ret
aktiv, de flyver glimrende og ofte.
Terrariet skal indrettes med et antal klatregrene til dyrene, et
passende tykt bundlag, mindst 15 cm, samt eventuelt en skål til foder.
Det er væsentligt for billernes trivsel at der er en god belysning
på terrariet 10-12 timer om dagen. Dette er også en god måde at hæve
temperaturen i toppen af terrariet på. Den må gerne komme op omkring de 25-26
grader. Luftfugtigheden bliver holdt til den høje side grundet bundlaget der
altid skal være let fugtigt.
Bundlaget består af visne og halvt formuldede bøge- og egeblade,
der findeles og blandes op med 20-30 % spagnum. Som før nævnt skal det holdes
fugtigt til alle tider. De voksne biller spiser (over)moden frugt, jeg bruger
primært banan. Larverne lever af bundlaget.
Livscyklus:
Når billerne bryder frem fra
kokonnen begynder de hurtigt at parre sig, og hunnerne graver sig herefter
jævnligt ned i bundlaget for at lægge æg. Æggene klækker efter et par uger, og
når larven har gnasket sig gennem tilstrækkeligt mange visne blade og skiftet
ham 3 gange, laver den sig en kokkon og forpupper sig. Puppestadiet varer 1 - 1
1/2 måned hvorefter den nye bille bryder frem. I alt tager det ca 4-5 måneder
fra æg - voksen bille.
Jeg plejer at fjerne larverne fra terrariet og lade dem vokse op i
opvækstkasser. De kan gå ganske mange sammen heri. Kokonnerne piller jeg fra og
placerer en anelse mere tørt end larverne. Det er vigtigt at behandle dem
varsomt, da billen er ret sårbar under metamorfosen.
© Sofus Ryge Petersen
|




 |