I
starten af November måned 2001, købte jeg en god håndfuld vandrende pinde af
arten Cuniculina sp. (godt nok købt som Entoria sp.- senere
"omdøbt" til Baculum sp. men mere om det senere) De var
udbudt til salg på EI´s site, og da jeg stod og manglede noget terrariefyld
syntes jeg det lød som en pind jeg gerne ville prøve. Jeg købte 4 hanner og 6
hunner, alle et par hamskifte fra at være voksne.
Det
var med lidt spænding at jeg åbnede den fremsendte pakke med dyr, da jeg ikke
viste nøjagtigt hvordan de så ud, jeg havde kun fået en lettere
beskrivelse per telefon, og det er ikke ligefrem en art det flyder med gode billeder af, på
nettet. Alle dyrene havde overlevet turen med postkareten og jeg fik dem hurtigt
installeret i et dertil indrettet terrarie.
Dyrenes
udseende i de sub-adulte stadier er meget lig det voksne stadie, bortset fra størrelsen
selvfølgelig, og lidt kropsfaconen for hunnernes vedkommende.
Som
voksne er hannerne ca. 12 –13 cm lange inklusive udstrakte forben (kropslængde
ca. 7-8 cm) De er meget tynde, med meget lange og stankelbensagtige ben.
Kropsfarven er let transparent brun.
Hunnerne
er noget større, ca. 15-16 cm med udstrakte forben (kropslængde ca.10-11 cm)
krops-faconen er lang tynd tilspidset cigar / kvistagtig, let opsvulmet når æg-bærende
. De er grønne på overside og ben, undersiden er brun.
Det
der er rigtig specielt ved disse pinde er æggene. De er 5-6 mm lange, ligner
lidt et cylinderformet hvedekorn med et lille bagud vendt ”skørt” i den ene
ende. Hvad funktion dette skørt opfylder ved jeg ikke. Det kan være at det på
bedste plantemanér fremmer vindspredning af æggene.
Jeg
holder disse pinde ved en temperatur på ca. 25 grader og en luftfugtighed på
ca. 80 %. Bundlaget består af fugtig ugødet spagnum, men vermiculite, sand,
avispapir etc. Vil formentlig også virke fint da æggene droppes frit på
bundlaget.
Som
foder bruger jeg brombær. Æbleblade og rosenblade skulle også virke fint. Jeg
duscher let i terrariet hver dag da dyrene holder meget af at drikke af vanddråberne.
Pindene
er relativt inaktive i dagtimerne, men er dog ikke så livløse at se på som
for eksempel Carausius morosus kan være det. Hannerne sidder for det meste på
den øverste glasrude, længst op mod lyset (lysstofrør). Om det er fordi det
er varmere ved jeg ikke. Om natten kravler hunnerne ned på jorden hvor de
lusker rundt med hovedet nede i bundlaget. Det er endnu ikke lykkedes mig at
finde ud af hvad de laver der, jeg kan ikke tro det er æglægningsadfærd, da
æggene som før nævnt ligger løst oven på bundlaget. Måske er de vant til
at finde en del af deres føde ved jorden.
Vækst
og livscyklus er hurtig. Jeg fik som sagt de første sub-adulte pinde i starten
af november 2001, og i starten af januar 2002 viste de første nymfer sig. Det
giver en inkubationstid på lidt over en måned, og af disse første nymfer har
en del på nuværende tidspunkt (26/1) allerede skiftet for anden gang. Nymferne
er ganske store når de kommer frem, ca. et par centimeter, og meget skrøbelige
at se på. Efter det første hamskifte kommer den grønne farve så småt frem,
før er de brune. Om dette er en måde at køns-bestemme dem på, på et tidligt
tidspunkt, er jeg ikke klar over endnu da de ældste nymfer endnu kun har
skiftet to gange, men det ser umiddelbart ud til at en del er pindene er lidt
mindre grønne og lidt mere skrøbelige end de andre.
Jeg
kan bestemt anbefale disse dyr til folk der gerne vil have en produktiv og nem
art der er lidt mere spændene at se på end den klassiske ”starter” C.
morosus. Et eventuelt overskud af dyr kan udmærket fungere som foder til
diverse kødædende insekter. Mine H. spinifer unger har da været glade for en
lille håndfuld nymfer i ny og næ.
Jeg
nævnte tidligere at jeg købte dyrene som værende af arten Entoria sp. Dette
troede jeg da også at de var indtil nogle måneder senere, da en herre ved navn Tom
Larsen (formand, EI), pippede noget om at de havde skiftet navn, til det nuværende
Baculum sp. Entoria sp. har tilsyneladende aldrig været i kultur. Jeg støvede
straks der efter ind på den nyeste PSG liste jeg kunne finde på nettet (juni
2001), og ganske rigtigt, der hvor der før stod PSG 207 (bangladesh 13) og PSG
211 (Bangladesh 12) begge Entoria sp´er, stod de nu listet som Baculum
sp. Et
navn man støder på en hel del flere steder ned gennem listen. Så blev den
lige sat på plads. Ikke mere Entoria sp.
For at gøre det hele lidt mere indviklet så har arten skiftet navn igen
her i starten af 2003. Den hedder ikke længere Baculum sp. men er
flyttet over i slægten Cuniculina, og hedder altså herefter Cuniculina
sp. Det gælder i øvrigt, takket være tyskeren Frank Hennemann, alle
Asiatiske pinde i slægten Baculum, at de nu enten er at finde i slægten
Cuniculina eller Ramulus.
© Sofus Ryge Petersen
