Extatosoma tiaratum

 

Taksonomi

  • Række: Arthropoda
  • Klasse: Insecta
  • Orden: Phasmatodea
  • Familie: Phasmatidae
  • Underfamilie: Tropidoderinae
  • Slægt: Extatosoma
  • Art: tiaratum
  • Beskrevet af: MacLeay
  • I året: 1826

Om arten generelt
Extatosoma tiaratum ses undertiden under det danske navn "Vandrende rosengren", formentlig en reference til det tornede udseende. Af andre populærnavne ses de engelske "MacLeays Spectre", "Giant prickly stick insect" og det tyske "Gespenstschrecke" oftest. Da der er flere arter af slægten Extatosoma der ligner hinanden en del, og disse formentlig går under samme populærnavne, vil det dog være hensigtsmæssigt at benytte det latinske navn for at undgå misforståelser.
   Arten hører hjemme i Australien (New South Wales og Queensland) samt på New Zealand og Ny Guinea. Bestanden i de engelske terrarier stammer formentlig fra en bestand, opdrættet i Queensland i 1950'erne. Man ved ikke meget om artens levevis i naturen, da tilstrækkelige observationer og undersøgelser ikke foreligger. Man ved dog at den foretrækker en tropisk (regn)skov biotop hvor den opholder sig i bladhanget, og at den i Australien fortrinsvis lever på eukalyptustræer. Dens fjender skal findes mellem fugle og mindre pattedyr (samt mennesker !)

Udseende
Hunnen er i modsætning til hannen ikke flyvedygtig, men er dog i besiddelse af små rudimentære vinger. Overordnet set giver hun indtryk af en lille samling visne blade, når hun hænger ned fra en gren med halen bøjet op over kroppen. Hele kroppen er dækket med små og store pigge, specielt på ryggen hvor der er to rækker af stærkt tornede plader. Benene er bladagtigt udbredte og meget tornede.  Halen er opsvulmet og med bladagtige udbredninger ligesom på benene. Hovedet er stort, tornet og konisk forlænget bagud. Farven ligger som regel inden for det brune spekter, lige fra lys beige til mørk eg. Grønlige, strågule, rustrøde eller næsten sorte eksemplarer ses også.  Ydre forhold som Lys, temperatur, fugtighed og føde er formentlig årsag til variation i farven hos de voksne dyr. For eksempel skulle dyr der udelukkende fodres med Eukalyptus efter sigende have en større chance for at blive grønne. Størrelsen ligger omkring 12-14 cm. Der foreligger enkelte rapporter om eksemplarer op til 16 cm.
   Hannen er lang og slank med fuldt udviklede vinger der gør ham i stand til at flyve ganske godt. Hovedet er mindre en hunnens men stadig tornet. Han har væsentligt længere antenner end hunnen, formentlig bruges disse til at opspore kønsmodne hunner. Udover tornene på hovedet har han en del på thorax samt på de bladagtige udbredninger på benene. Disse bladagtige udbredninger er markante, men ikke så voldsomme som på hunnen. Hannen er farvet i en forholdsvis homogen brunlig nuance, med få sorte markeringer på ryggen samt lidt orange markeringer på dækvingerne. Vingerne er store og ternede i sort/hvid. Størrelse ligger omkring 8-10 cm.

 

Terrarieindretning
Da Extatosoma tiaratum er en forholdsvis stor art kræver den følgelig også en del plads. Som hovedregel, for at pinden ikke får problemer under hamskiftet, skal terrariet være mindst 2 ½ gange så højt som den voksne pind er lang. Arten er ikke videre aktiv hvis den har rigeligt med foder, så et terrarium med målene 40x30x40 cm (højdexdybdexbredde) vil være fint til 4 voksne eksemplarer.
   Når man indretter terrariet skal man tænke på flere ting:

  • Mulighed for bekvemt at kunne tage større mængder foder ud og ind, hvilket normalt sker et par gange om ugen.
  • Mulighed for soignering af bundlaget og indsamling af æg.
  • Mulighed for at pindende kan skifte ham uden at der kommer grene eller planter i vejen.

Desuden er det, når man har nymfer, vigtig at der ikke er små huller og sprækker ved låger og udluftning, da nymferne er særdeles gode til at klemme sig ud sådanne steder. Som bundlag kan bruges vermiculite, ugødet spaghnum, avispapir eller andet der kan opretholde en stabil luftfugtighed.
   Hvis terrariet ikke er udstyret med en form for trådnet i toppen, kan man udstyre det med nogle klatregrene som pindende kan hænge i når de skifter ham. Der er ingen grund til at overdrive på dette punkt da de som regel bruger en af de tilstedeværende brombærgrene.
   Et stort glas til foder hører også med til indretningen. Dette kan man med fordel fylde halvt op med sand så det står mere stabilt. Det kan som hovedregel ikke betale sig at udsmykke terrariet med andre planter end dem som stilles ind som foder, da dyrene sandsynligvis vil nippe dem i stykker.
   Anbring terrariet på et stabilt underlag, et sted hvor det ikke bliver udsat for vedvarende træk og direkte sollys, og hvor man på bekvem hvis kan komme til at se på det og arbejde inden i det.

Temperatur, lys og luftfugtighed
Extatosoma tiaratum klarer sig fint ved stuetemperatur, det vil sige 22-23 grader celsius. Afvigelser herfra skade ikke, man skal dog sørge for ikke at komme under 16 og over 30 grader celsius i længere tidsrum. Hvis kunstig opvarmning er påkrævet vil en varmemåtte, påsat den ene side af terrariet, være ideelt.
   Luftfugtigheden bør ligge omkring 65 %, lidt højere hvis der er nymfer til stede. Denne lidt høje luftfugtighed opnås ved at dusche terrariet med en blomsterforstøver hver dag, samt ved at holde bundlaget let fugtigt. Hvis man duscher om aftenen simulerer man bedst naturens egen cyklus og samtidig vil bladende på foderplanterne være lidt fugtige når pindende bliver aktive, og vil dermed give en velkommen mulighed for at de kan drikke af dråberne. Det er vigtig at opretholde en rimelig udluftning i terrariet så den fugtige luft ikke giver grundlag for uhæmmet mug- og svampevækst.
   Der er ikke behov for kunstigt lys over terrariet. Pindene skal dog kunne se forskel på dag og nat. Hvis man vælger at belyse terrariet af æstetiske årsager vil en dagslængde på 10-12 timer være passende. Sørg for at lyskilden kan tåle en hvis mængde fugt, samt at den ikke opvarmer terrariet til over 30 grader.

Foder
I sine naturlige omgivelser i Australien, lever Extatosoma tiaratum hovedsaligt af bladene fra eukalyptustræet, på Papua Ny Guinea er det sagopalmens blade der står for skud.
   Det er muligt at dyrke eukalyptus som stueplante herhjemme, men der skal en ganske betragtelig mængde planter til for at forsyne en hel kultur af pinde med føde. Heldigvis accepterer denne art en del andre planter som fødeemne, heriblandt blade af brombær, guave, eg, rose, hindbær, bøg, blomme, tjørn, ildtorn, jordbær, æble og mango.
   De fleste af disse fødeemner kan man selv hente ude i naturen. Pindende fortrækker helt udsprungne blade. Friske skud og nyligt udsprungne blade efterlades ofte urørte, og kan i nogle tilfælde være decideret skadelige, specielt for nymferne. Det er vigtigt at skylle foderet inden det sættes ind til pindende så man undgår sprøjterester og andre former for skadelig forurening. Ligeledes skal man holde øje med at man ikke får edderkopper og andre, for pindende skadelige, dyr med ind.
   Den letteste måde at fodre på er at lade bladene sidde på grenene, og stikke grenene ned i et stor glas med vand så de holder sig friske indtil de er spist. Fyld glasset halvt op med sand eller småsten så det står mere stabilt. Hvis man vil eliminere risikoen for druknede nymfer kan man sætte låg på glasset og stikke grenene ned gennem huller i låget. Der er dog sædvanligvis ikke de store problemer med druknedød i forbindelse med denne art.
   Det er en god ide at starte nyklækkede nymfer op på det foder man regner med hovedsaligt at bruge fremover, da det kan være svært at få dem til at skifte foderpræference senere hen.
   Pindende skal også have lidt at drikke en gang i mellem. Hver dag skal terrariet og foderplanterne dusches let med en blomsterforstøver (det er vigtigt at forstøveren ikke har været brugt til rengøringsmidler eller kemikalier) fyldt med rent vand. Pindende vil drikke af de dråber der afsættes på blade og ruder. Det er smartest at dusche om aftenen når pindende er ved at blive aktive. For at undgå kalkaflejringer på terrariets ruder kan man med fordel bruge demineraliseret vand til at dusche med.

Ernæringsproblemer
Hvis man fodrer eksklusivt med brombær, skulle der være en mulighed for at kulturen bukker under i løbet af 4-5 generationer. Problemet skulle angiveligt kun ramme hunnerne, der bliver små, svagelige og sterile. Dette fænomen har også været sat i forbindelse med indavl, og det foreligger ikke klart om det skyldes det ene eller det andet eller måske en kombination. Under alle omstændigheder er det fordelagtigt at variere foderet lidt, eventuelt se om man kan skaffe nogle eukalyptusplanter til at supplere med i ny og næ. En sidegevinst ved at fodre med eukalyptus skulle være en større chance for at få grønne nymfer. 

Formering
Som det er tilfældet hos mange vandrende pinde, så kan Extatosoma tiaratum reproducere både kønnet og partenogenetisk. Ved partenogenetisk formering kommer der kun hunner ud af æggene, og man kan forvente en tiltagende forringelse af klækkeprocenten igennem generationerne.
   Efter dyrenes sidste hamskifte går der en lille måned før de er klar til at parre sig. Hannen tiltrækkes formentlig af duftsignaler udsendt af hunnen, og uden forudgående parringsritualer kravler han op på ryggen af hende, sætter sig godt til rette og begynder befrugtningen. Der ser ikke ud til at være det store rivaleri mellem de enkelte hanner. Man kan ind imellem observere to hanner dele den samme hun, der dog er noget besværet af den dobbelte byrde.
   Selve parringen foregår ved at hannen overfører en lille sædpakke, en såkaldt spermatofor, til hunnen der gemmer denne i sit sædgemme til befrugtning af de mange æg der følger i løbet af de næste mange måneder. Hannen kan blive siddende på ryggen af hunnen i flere dage, formentlig for at forhindre at andre hanner skal komme til. I tilfælde af at hunnen gentagne gange bliver befrugtet af andre hanner vil op til 98 % af den første hans sædceller blive udskiftet med nye.
   Uanset om hun bliver parret eller ej begynder hunnen at lægge æg ca. en måned efter sidste hamskifte. Måden hun lægger dem på er lidt speciel. Man kan se ægget komme til syne i enden af hendes hale et stykke tid før end det bliver sendt af sted. Når det er klar til at blive sluppet slynger hun det af sted med en lille og meget hurtig halebevægelse der kan sende ægget flere meter bort. Man kan ofte høre det lille klik når ægget rammer terrariets ruder. Grunden til denne adfærd, der også ses ved det vandrende blad Phyllium bioculatum, kan man kun gætte på. Sandsynligvis er det en måde at sprede æggene lidt på så nymferne bliver fordelt rundt til de nærmeste træer. Det kan også være for ikke at tiltrække opmærksomhed fra eventuelle rovdyr ved at have en større bunke æg liggende lige under sig. Endelig ser det ud til tildels at være en stress-udløst reaktion da hunnen ofte skyder et æg af sted hvis man pludseligt forstyrrer hende. Hunnen lægger op til 10 æg om dagen, noget aftagende i antal efterhånden som hun bliver ældre. Det totale antal æg lagt af en enkelt hun skulle angiveligt kunne komme op omkring 1000 stk.
   Det enkelte æg er omkring 5 mm i længde og ca. 3,5 mm bredt. Det bærer et temmelig kraftigt capitulum der i reglen er noget lysere en resten af ægget, samt en cremehvid mikropylar plade der går fra operculum og ned til "spidsen" af ægget. Æggets grundfarve er blankt marmoreret i brun og creme, i nogle tilfælde næsten ensfarvet fra cremehvid til helt mørkt brun.
   Klækketiden for æggene svinger mellem 4-12 måneder alt efter om de er befrugtede eller ej. Hvis de er befrugtede ligger tiden normalt mellem 4-6 måneder. Hvis de er ubefrugtede nærmer klækketiden sig mere 8-12 måneder. Temperatur og fugtighed spiller også en rolle for klækketiden. Det kan anbefales at placere æggene ved en temperatur omkring 25 grader og ved mediumhøj luftfugtighed. Sidstnævnte kan opnås ved at placere æggene i en bøtte med let fugtigt vermiculite, sand, køkkenrulle, spagnum eller lignende. Det er vigtig at bøtten er velventileret for at undgå mug, der slår æggene ihjel. Man kan også vælge at lade æggene ligge i bundlaget i terrariet og lade naturen gå sin gang. Uanset hvilken metode man vælger er det en god ide at holde lidt øje med hvor mange æg der er til stede så man ikke pludseligt står med 500 nymfer som man ikke ved hvor man skal gøre af. Overskudsæg kan aflives ved frysning i 12 timer.
   Æggene klækker som regel tidlig morgen eller formiddag. Nymfen der kommer ud er ret stor, og det hænder ofte at æggeskallen hænger fast til et ben et par dage efter fremkomsten, som regel vil den falde af helt af sig selv. Forsøg ikke at hive æggeskallen af manuelt da det som regel vil efterlade nymfen med et forkrøblet ben.
   Nymfen er ved fremkomsten ca. 20 mm lang. Kroppen er sort, nogle gange med et rødligt skær. Hovedet er rødt/mørkt orange med en smal krave i cremehvidt. Antennerne er korte, ca. 4 mm.
   Efter at have sundet sig nogle minutter krøller nymfen bagkroppen op over ryggen og begynder at bevæge sig rundt med stor energi. Under denne adfærd, som varer de første 3-4 dage, maser den sig gerne ud af de mindste sprækker og huller den kan komme i nærheden af, så det er vigtig at terrariet er flugtsikkert. Nymfen spiser ikke i disse første aktive dage, men drikker gerne dråber fra blade og sideruder. Efter disse første energiske dage søger nymfen op i vegetationen, det vil sige de tilstedeværende foderplanter, og slår sig til ro. Den begynder at spiser og skifter samtidig farve til en mere normal mellembrun. Nymfernes køn kan ses rimeligt tydeligt allerede efter andet hamskifte hvor hunnernes bagkrop er væsentligt mere tornet end hannernes.
   Det er en god ide, de første par måneder, at holde nymferne ved en lidt højere temperatur end man normalt har ved de voksne pinde, og samtidig hæve luftfugtigheden en smule så der ikke opstår problemer i hamskiftene.
   Fra nymfen bryder ud af ægget og til den skifter ham for sidste gang går der ca. 4-6 måneder, afhængig af køn og temperatur. Hannerne bliver voksne først, da de kun skal gennem 5 hamskifte mod hunnernes 6. Til gengæld lever hannerne i reglen kun omkring 3,5 måneder som voksne, hvor hunnen kan komme op på 8 eller mere.
   Grunden til nymfens besynderlige adfærd de første par dage er formentlig at de imiterer en australsk myre af slægten Leptomyrmex, både i farve og opførsel. Efter sigende skulle æggets capitulum indeholde et stof der tiltrækker denne myre, der ofte har bo ved foden af træer. Myren transporterer ægget tilbage i det underjordiske bo, spiser det saftige capitulum, smider resten af ægget på boets underjordiske losseplads hvor det ligger fugtig, varmt og sikkert indtil det klækker. Nymfen, der ligner en myre og opfører sig som en myre drøner nu rundt og maser sig gennem huller og sprækker indtil den finder ud og op i det nærmeste træ. 

Adfærd
Ud over nymfens noget specielle adfærd de første par dage, gør denne pind ikke meget væsen af sig. Dyrene er udpræget aften og nat aktive. Hunnerne hænger ned fra en foderkvist og hviler eller spiser, hannerne, der er lidt mere mobile, enten parrer sig med hunnerne eller sidder på en kvist og hviler eller spiser.
   Hvis dyrene føler sig forstyrrede kan de udvise en typisk "svajen i brisen" adfærd, en sagte rokken frem og tilbage. Hvis de føler sig decideret truet har hunnen en noget voldsommere forsvarsteknik. Hun strækker de bageste ben bagud og op over bagkroppen og smækker dem med stor kraft og hastighed sammen om den forstyrrende. På grund af de store torne hun bærer på bagbenene kan dette forvolde pænt stor skade på mindre dyr. På mennesker kan det i grelle tilfælde føre til et lille priksår.
   Hannen bruger vingerne til at skræmme med i truende situationer. Han folder dem hurtigt ud og ind igen, og opnår derved både en stor og skræmmende silhuet og en markant raslelyd.

Tilgængelighed
Arten er særdeles populær og da den er relativt let at opdrætte er den lettilgængelig gennem privatpersoner og foreninger.

© Sofus Ryge Petersen

 

 

Forside