|
Jeg fik en håndfuld nymfer af denne lille knæler af Peter,
der havde samlet nogle kokoner under en rejse til Sydafrika. Den voksne knæler
er ret lille, hunnen dog noget tyk.
Nymferne er meget små, selv den lille brune bananflue D.
melanogaster kan være en skræmmende oplevelse for dem. De vokser dog temmelig
hurtigt, og efter det tredje hamskifte kan man gå over til at tilbyde dem små
fårekyllinger og kakerlakker. Jeg fodrer ca. hver tredje dag. Det tager
omkring 1,5 - 2 måneder for nymferne at blive voksne, afhængigt af temperatur
og fødemængde.
Den voksne han er lyst brunlig med lange, fuldt funktionelle
vinger. Han flyver rigtig godt og gør det gerne hvis han får chancen.
Den voksne hun kan variere i farven, fra lys strågul over
brunlig til klar grøn. Hun æder rigtig meget, så pas på ikke at komme til at
overfodre hende. 3-4 uger efter det sidste hamskifte producerer hun sin første kokon
der er ca. 1,5 - 2 cm lang. Hun kan producere en del kokonner i løbet af sin
levetid, omkring 4-6 stk.. De kan dog variere en hel del i størrelse.
Jeg holder mine eksemplarer ved en temperatur omkring 25 grader og temmelig
tørt. Da knælerne er så små som de er behøver de ikke et særligt stort terrarium.
© Sofus Ryge Petersen
|







 |