|
Platymeris biguttatus hører hjemme i familien af rovtæger
(Reduviidae). Dyrene kommer oprindeligt fra Vestafrika, hvor de lever i
bunden af regnskovene.
Arten bliver op til 4 cm lang, hannerne lidt mindre end hunnerne.
De er lette at kende med deres karrakteristiske gule striber på benene, samt de
to pletter på ryggen. Hvis man ser lidt nærmere efter kan man også se den lange
"snabel" der er foldet op under hovedet. Rovtægerne har vinger, men bruger dem
yderst sjældent.
Ud over det ganske flotte udseende, er det den lange "snabel" der
gør denne art til et interessant bekendtskab. Som familienavnet antyder er der
tale om et rovdyr, der lever af andre hvirvelløse dyr. Rovtægen sidder oftes og
venter på at der skal komme et bytte forbi. Når det sker springer den på dyret
og stikker snablen i. Den indsprøjter en gift der lammer byttet, hvorefter den
kan suge den bløde indmad ud. Tægen er i stand til at nedlægge bytte der er
væsentligt større end den selv.
Arten er heller ikke helt harmløs over for mennesker. Dyrene
stikker gerne snablen i alt der virker truende, inklusive fingre. Stikket skulle
angiveligt være, omend ikke farligt, så særdeles smertefuldt. De er også i stand
til at sprøjte gift over en distance på 25-30 cm. Hvis giften kommer i øjnene
kan det give skader på hornhinden. Sidstnævnte forsvarsteknik bliver dog kun
brugt hvis tægen klemmes, eller på anden måde udsættes for et højt stressniveau.
Et terrarium til denne art skal indrettes med gode klatremuligheder
samt en del gemmesteder. En beklædning på bagvæggen af kork eller andet groft
materiale er ideelt, i kombination med nogle grene og barkstykker. Bundlaget kan
bestå af spagnum eller sand, alt efter hvor biotopnært terrariet skal fremstå.
Temperaturen skal om dagen ligge til den høje side, 25 - 30 grader,
faldende til stuetemperatur om natten. Man kan holde arten relativt fugtigt, men
mange har haft god succes med at holde dem næsten helt tørt. Igen er det et
spørgsmål om hvor biotopnært terrariet skal indrettes. Hvis arten holdes fugtigt
er det vigtigt at fjerne rester af foderdyr hurtigt, da disse hurtigt vil gå i
forrådnelse og give lugtgener. Som foder bruges andre hvirvelløse dyr såsom
kakerlakker, græshopper, fluer, fårekyllinger eller andet af passende størrelse.
Tægerne tager let bytte på størrelse med dem selv.
Hunnerne lægger æg, og æggene lægges på, eller et lille stykke nede
i bundlaget. Æggene skal opbevares let fugtigt og klækker i løbet af et par
måneder ved en temperatur på 25-30 grader. Nymferne, der ligeledes bør holdes
let fugtigt de første 3-4 hamskifte, skal fodres med bytte der svarer til deres
størrelse. Hvis de bliver holdt korrekt, vil nymferne blive voksne i løbet af
ca. 1/2 år.
Dyrene kan holdes i grupper, forudsat at der er føde og plads nok.
Hvis man holder dyr af forskellig størrelse kan man påregne noget tab som følge
af kannibalisme.
© Sofus Ryge petersen
|





 |