|
Denne art, der har sin oprindelse i
Fransk Guyana, er en af de mindre tusindben i hobbyen, men den har så absolut
farverne med sig ! Dyrene bliver op til 8 cm lange og er ret tynde. Grundfarven
er sort, med klare gule striber (eller gul, med klare sorte striber alt efter
hvordan man se på det). Benene er korte og ret lyse.
Arten lever fortrinsvis nede i bundsubstratet, som samtidig udgør
en stor del af dens føde. Det sker dog at dyrene kigger frem sidst på aftenen
eller om natten. Da arten er bundlevende skal terrariet indrettes derefter. Et
mindst 10 cm tykt substrat af skovbundstypen
er at foretrække. Substratet skal holdes let fugtigt hele tiden. Dyrene sætter
meget pris på et pænt indhold af halvråddent træ i substratet. Der er ikke behov
for ekstra belysning i terrariet, ligesom ekstra varme også er overflødigt.
Dyrene har det glimrende ved almindelig stuetemperatur.
Som før nævnt består en stor del af disse tusindbens daglige diæt
af visne blade og råddent træ. Ud over dette kan man tilbyde dem agurk, æble,
svampe samt andet frugt og grønt. En hundekiks eller lidt fiskeflagefoder
i ny og næ er også fint. Lidt revet sepiaskal forsyner dyrene med kalk til
exoskelettet.
Arten er ret let at formere (det sker helt af sig selv hvis der er
hanner og hunner til stede), og den er omkring halvandet år om
at vokse fra nyklækket til voksen.
© Sofus Ryge Petersen
|







 |