Sungaya inexpectata

 

Sungaya inexpectata er en ret spøjs vandrende pind. Den er i familie med blandt andre Heteropteryx dilatata og Aretaon asperrimus, dog ganske anderledes i størrelse og farve/udseende. Arten er relativt ny inden for terrariehobbyen, den er først beskrevet i 1996 af en tyskeren Oliver Zompro.

Som hos en del andre partenogenetisk formerede arter er der kun hunner i de kulturer der kører rundt omkring i terrarierne.

Hunnen kan opnå en længde af ca. 8 cm og er ret tyk, hvilket man forstår når man ser størrelsen på de æg hun lægger. Farven er holdt i lys beige/brun med et lidt mørkere mønster på abdomen. På ryggen er hun forsynet med fire korte torne.

Mine eksemplarer gik i et terrarium der var forsynet med nogle få tykke klatrekviste, et substrat af ugødet spagnum og et glas med brombær. Substratet bør være mindst 5 cm tykt og det skal holdes let fugtigt. Hunnen vil om natten klatre ned og placere sine æg i substratet hvor de ligger i ca. 4 måneder inden nymfen kommer ud.

Selve ægget ligner en sammentrykket græsk amfora, det er meget mørkebrunt/sort, 4,5 mm, langt og 3,5 mm bredt. Hver hun er i stand til at lægge omkring 300 æg i sin levetid.

Nymferne er temmelig store når de kommer ud af ægget, og det er meget vigtigt at holde luftfugtigheden høj hvis man skal holde liv i dem til de bliver voksne. Der skal altså dusches hver dag. Den optimale temperatur er omkring 25 grader. Det tager ca. 3,5 - 4,5 måneder for nymfen at blive voksen.

Mine pinde levede stort set kun af brombærblade, suppleret med efeu i ny og næ.

© Sofus Ryge Petersen

 

 

Forside