Jeg købte en lille flok af disse tusindben i sidste halvdel
af 2001. Jeg har siden haft fornøjelsen af at se dem skifte ham, parre sig og
senest også fået en del små unger ud af dem, så et eller andet har jeg gjort
rigtigt med hensyn til pasningen og de forhold de går under.
Først lidt om arten. Jeg købte dyrene, i alt 8 stk. Under navnet
Spirobolus sp. Dette viste sig dog hurtigt ikke at være det korrekte navn.
Da arten er ret karakteristisk i farvetegning og ydre fremtoning fik jeg dog
ret let skudt mig ind på hvad navnet så eventuelt kunne være, og med hjælp fra
Peter Decker kom jeg frem til Telodeinopus aoutii. Arten er første gang beskrevet af
Demange i 1971, altså en relativt ”ung” art. Den er hjemhørende i Vestafrika;
Togo og Ghana.
Da jeg både har set hyppige parringer og unger i terrariet, tør jeg godt
konkludere at mine dyr nu er voksne. De længste er ca. 18-20 cm lange men
relativt slanke; 7-8 mm i diameter. Benene, der er stribede i sort/hvid, er
lange og tydeligt beregnet til at holde dyret fast til underlaget. Det kan være
lidt af en kamp at få et af disse tusindben til at slippe en gren eller et
stykke kork hvis det ikke selv vil. Kroppen er farvet i brunligt olivengrøn med
kobberfarvede striber ved leddene. Som unge er dyrene generelt mere blege og
mere jævnt brunlige.
Da jeg modtog mine eksemplarer var de som før nævnt ikke voksne endnu, de
største var omkring 12-14 cm. Jeg puttede dem i en Plast-Team boks med 10 cm
fugtig spaghnum blandet op med lidt blade og forvitret træ og et stykke korkbark
de kunne gemme sig under. Jeg fodrede dem med grønt og frugt, fiskeflagefoder,
hundekiks og lidt ekstra visne ege- og bøgeblade ind i mellem. Det viste sig
hurtigt at de satte pris på både blade og det frønnede træ i substratet, så jeg
valgte at skifte bundlaget ud med et rigtigt ”skovbundsmix”, det vil sige masser
af forvitrede visne blade og frønnet forvitret træ; direkte fra den gode danske
løvskov. Det viste sig at være et godt skift. Dyrene omsatte hurtigt en del af
bundlaget og virkede generelt sunde. Jeg tilbød dem stadig lidt frugt, grønt og
fiskeflagefoder/hundekiks samt et stykke sepiaskal som kalktilskud.
Efterhånden som tiden gik og tusindbenene skiftede ham et par gange blev
boksen lidt for lille til dem og jeg flyttede dem over i et større terrarie på
34x34x34 cm. Jeg havde i den gamle boks bemærket en stadigt voksende kultur af
små skolopendere, ca. et par centimeter lange, der spurtede rundt og fangede
smådyr i bundlaget, som jeg ikke havde steriliseret på nogen måde. Da der
efterhånden var en chance for at tusindbenene ville begynde at parre sig og
lægge æg, syntes jeg ikke det var så smart med disse små ubudne gæster, så jeg
smed det gamle substrat ud og erstattede det med et nyt af samme type, denne
gang dampkogt i 15 min for at slå eventuelle ”skadedyr” ihjel. Ulempen ved at
koge bundlaget er at det meget let mugner efter et par dage da der kommer
ubalance i de mikroorganismer der ellers holder hinanden i skak. Det skete også
hurtigt her. Stort set hele terrariet blev overtrukket med fin pels. Jeg var
lidt nervøs for om det ville skade dyrene, men det så ikke ud til at være
tilfældet. Tværtimod spiste de en del af de mugne overflader på de større
stykker træ i terrariet.
De første par måneder i det nye terrarie opholdt dyrene sig som sædvanligt
under det store stykke korkbark og kom stort set kun frem om aftenen for at
spise lidt af grøntfoderet og kravle lidt rundt. Lidt efter lidt begyndte de at
grave sig længere ned i det 15-20 cm dybe bundlag hvor de hver lavede sig et
lille kammer hvor de lige kunne ligge samenrullet. Her opholdt de sig stort set
konstant i 2-3 måneder. Jeg gravede lidt ned i bundlaget for at kigge til dem i
ny og næ, men ellers så jeg dem slet ikke i lange perioder og foderet blev ikke
rørt. Dette skete i det tidlige forår, og der begyndte først at komme liv i dem
igen først på sommeren. Så kom der til gengæld også temmeligt meget liv i dem.
De var i de efterfølgende måneder ofte fremme midt på dagen, spisende eller
kravlende rundt. Jeg observerede også regulære paringer flere gange. Denne, for
tusindben, hektiske periode varede et par måneder hvorefter aktivitetsniveauet
er faldet til det mere normale igen. De virker dog stadig mindre modvillige til
at komme frem midt på dagen end de gjorde før.
Jeg havde selvfølgelig håbet på at al aktiviteten og paringerne også ville
føre nogle unger med sig. Jeg ville ikke grave rundt i bundlaget på jagt efter
æg eller unger da jeg ikke ville risikere at skade eventuelle æg-kamre.
Tålmodighed og natlige ekspeditioner med lommelygten var vejen frem. Og endelig
er der unger. Midt på efteråret 2003 så jeg de første små minitusindben. De var
omtrendt lige store (små), ca 5-6 mm og helt blege, men tydeligt
”tusindbenagtige”, altså ikke helt nyudklækkede. De opholdt sig i det fugtige
mørke under det store stykke korkbark, men man kunne lige komme til at lyse ind
under i den ene ende med en lommelygte, og der kravlede de rundt.
I starten af 2004 er der lige omkring 80 små tusindben i terrariet.
De opholder sig en del fremme når der er mad (agurk/æble/squash) til stede.
Ungerne er kommet frem i to omgange, og hver gang er de kommet frem nogenlunde
samtidig og på samme sted. Dette forleder mig til at tro at de er klækket i et
fælles kammer nede i bundlaget. Der har de så opholdt sig et stykke tid før end
de er begyndt at kravle ud.
Til sidst kan jeg oplyse at terrariet står ved en god stuetemperatur, ca 23
grader, hvilket det har gjort de sidste 1 ½ år. Det står lidt halvmørkt og der
er ikke noget lys over det. Luftfugtigheden bliver holdt ret høj gennem vanding
af bundlag og daglige duschninger med en blomstersprøjte. Nu da der er små unger
har jeg lukket af for den forreste ventilation i terrariet for at hæve
luftfugtigheden endnu en tak. Små tusindben er væsentligt mere udsat for
dehydrering end store tusindben. Jeg er begyndt at anbringe dele af grøntfoderet
direkte på bundlaget da ungerne på denne måde lettere kan komme til det. Det er
med denne art nødvendigt at fylde lidt ekstra op med bundlag ind i mellem, da de
som sagt spiser en del af det.
© Sofus Ryge Petersen
